Arla har ændret piskefløden: - Tosset, siger prisvindende kok
Arla argumenterer for, at en reduceret fedtprocent er af hensyn til folkesundheden.
Står den ofte på sovs, citronfromage eller andre flødefyldige retter, vil man måske opdage noget nyt på næste indkøbstur.
Mejerimastodonten Arla med hovedsæde i Aarhus har nemlig kort før påske - uden at markedsføre det - udskiftet den traditionelle piskefløde med 38 procent fedt til en udgave med 36 procent.
Forklaringen lyder, at det er af hensyn til danskernes sundhed.
- Sammen med mange andre producenter og detailkæder har vi forpligtet os et fælles mål om at skabe sundere fødevarer ved at reducere fedt, sukker og salt på tværs af alle typer produkter, skriver Arlas presseafdeling til TV 2.
Piskefløde
Fødevarestyrelsen gav i 2005 tilladelse til, at producenter af piskefløde kunne sænke indholdet af fedt fra de hidtidige 38 procent.
Ifølge reglerne fra 2005 må fløde med ned til 34 procent fedt i dag betegnes som piskefløde. Den tidligere grænse på 38 procent var fra 1968.
Der skal være mindst 30 procent fedt i fløden, hvis den skal piskes til flødeskum.
Men i TV 2's kommentarfelter er beslutningen ikke blevet taget godt imod.
Falske forudsætninger
Flere har tilfældigt opdaget forandringen ved at kigge i deres køleskab, og ikke alle køber forklaringen om folkesundheden.
- Igen et profittiltag for at øge indtægten under falske forudsætninger, som intet har at gøre med folkesundheden, skriver en bruger.
- De tager det samme for mindre og ødelægger vores produkter, lyder det fra en anden, som henviser til, at prisen ikke har ændret sig.
En tredje argumenterer for, at både hendes citronfromage og flødekartofler er blevet markant ringere med den nye udgave.
Heller ikke hos kokken Casper Sobczyk, der ejer restauranten Capa i København og har modtaget flere priser for sit kokkevirke, er begejstringen stor.
- Udgangspunktet er tosset, hvis man siger, det er for at passe på befolkningen. Der er allerede alle mulige andre alternativer med former for fløde, hvor der er lavere procenter, siger han til TV 2.
Grundige tests
Arla skriver til TV 2, at mastodonten ”naturligvis” har testet piskefløden grundigt, og at den kan bruges ”præcis på samme måde, som man gjorde med den tidligere udgave”.
Men spørger man Casper Sobczyk, er særligt desserter og bagværk særligt sensitive madprojekter.
Her skal man følge opskrifterne til punkt og prikke, lyder det, og flødeprocenterne kan derfor også have konsekvenser for konsistensen.
- Og rigtig mange opskrifter er jo lavet ud fra piskefløden med 38 procent, som er blevet brugt i mange år. Så jeg er da også spændt på, om min køkkenchef siger, at vi eksempelvis skal have ændret opskriften til vores chokolademousse, siger han.
Det er dog ikke første gang, at forbrugerne har Arlas produkter under loop.
En mere vandet Kærgården
Så sent som i sidste uge havde brugere på mediet Reddit undret sig over konsistensen af produktet Kærgården.
Den opførte sig underligt, lød det, og i et interview i Avisen Danmark bekræftede Arlas pressechef, Jesper Skovlund, at der var blevet tilført mere vand.
Heller ikke denne ændring var blevet kommunikeret ud til forbrugerne, og ifølge Forbrugerrådet Tænk var det problematisk.
- Det er vores klare anbefaling, at producenter bør være åbne omkring det, når de laver ændringer på produkter, sagde Maja Effersøe Khan, der er fødevarepolitisk konsulent hos Forbrugerrådet Tænk, til Avisen Danmark.
Selv forklarede Arla i dette tilfælde, at de ikke ville forvirre forbrugerne ved løbende at kommunikere om mindre justeringer i produkter.
Arla har ikke ønsket at stille op til interview med TV 2 om fedtforandringen i piskefløden.
Principielt uenig
Smagsmæssigt mener kokken Casper Sobczyk ikke, at forandringen fra 38 til 36 procent fedt på piskefløden vil kunne mærkes. På samme måde er Arla ifølge ham "for dygtige og professionelle" til at gøre et produkt dårligere.
Det er er derfor princippet, han anfægter:
- Vi skal selvfølgelig udvikle os, men vi er altså også mennesker, der selv kan tænke, siger han.
Casper Sobczyk har selv igennem TV 2-programmet 'Fem fede kokke' fået hjælp til at tabe sig og opnå en sundere livsstil.
Men ifølge ham behøver en sundere hverdag ikke nødvendigvis at betyde, at fedtholdige produkter skal være forbudte.
- Jeg spiser det mindre end før, men når jeg endelig gør det, vil jeg gerne have det, der smager allerbedst. Og det er oftest det, der er flest kalorier i, siger han.